Af Gitte Haar
Virksomhederne er vigtige tandhjul i omstillingen til en cirkulær økonomi og dette bliver en af virksomhedernes vigtigste dagsorden de næste mange år. Cirkulær økonomi er nøglen til at skabe miljøskånsomme gevinster, og til at sikre en stabil og sikker forsyning af vores råmaterialer i fremtiden. Samtidig med at fremme virksomhedernes konkurrenceevne både økonomisk og med en stærk miljøprofil.
I fremtiden skal alle vores produkter og materialer indgå i cirkulære materialestrømme, baseret på genbrug og genanvendelse. Vi skal bevare så megen værdi i produkterne som muligt i stedet for at smide ud, fordi det er tab af værdi og af knappe resurser. Vi skal skabe en økonomi der er uafhængig af jomfruelige råstoffer, fordi stabile forsyningskæder og priser er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne. En cirkulær økonomi er nye værdikæder og nye samarbejder, og baserer sig i høj grad på sekundære materialer af høj kvalitet. Genbrug, hvor produkter har lang holdbarhed og bruges så længe som muligt, er også en vigtig del af den cirkulære økonomi. Den cirkulære økonomi illustreres som et uendelighedstegn der viser at vi skal først genbruge produkterne, og siden genanvende materialerne, stille dem til rådighed via materialebanker, og via nye forretningsmodeller i virksomhederne.

Netop de nye forretningsmodeller er afgørende for at lykkes med at komme over i en cirkulær økonomi og virksomhederne skal tage ansvar for produkternes fulde værdikæder også i scope 3. Dette udvidede ansvar indføres via et udvidet produktansvar (UPA). Virksomhederne skal vænne sig til at de skal kunne redegøre for hele forsynings- og fremstillingsprocessen. De skal også tage ansvar for forbruget via længere holdbarhed og uden unødigt materialeforbrug. Ikke mindst får de også ansvaret for bortskaffelsen og genanvendelsen ind i cirkulære materialekredsløb. Så det udvidede producentansvar (UPA) er et eksempel på en ny forretningsmodel, som sikrer et fælles brancheløft af produkternes cirkularitet og miljøpåvirkninger i hele værdikæden. Vi kender UPA fra pantsystemet, elektronik, batterier og nu også på emballagen. Der kommer også et UPA på tekstiler fra 2027. I det hele taget har EU den målsætning at cirkulær økonomi er helt afgørende for regionens forsyningssikkerhed, uafhængighed og stabilitet. Derfor introduceres cirkulære designprincipper for de fleste produktkategorier via de nye eco-design kriterier i den nye europæiske produktlovgivning (ESPR), og et udvidet producentansvar på mange af produkterne. UPA håndhæves typisk gennem kollektivordninger, hvor brancher går sammen om at løfte ansvaret og skabe fælles infrastruktur til effektiv genanvendelse af sekundære materialer af ensartet, høj kvalitet og høj sporbarhed i både materialer og produkter.
Populært kan man sige at første skridt mod en cirkulær økonomi var indførelsen af sorteringen af husholdnings- og erhvervsaffaldet i ensartede fraktioner via de velkendte ikoner på vores spande. Næste skridt er indførelsen af UPA og så kommer de nye eco-design kriterier til en cirkulær økonomi. Til sidst skal vi sikre en efterspørgsel efter de mest miljøskånsomme produkter baseret på genbrug og genanvendelse. I dag er de fleste af os forvirrede over hvornår et produkt er miljørigtigt og hvordan den cirkulære økonomi fungerer. Derfor bliver det vigtig at få en saglig kommunikation og dialog med forbrugerne om hvordan produkterne er fremstillet, hvordan de bruges og bortskaffes. Værktøjerne til indførelsen af en cirkulær økonomi ses her:

Netop design af produkter er også et vigtigt værktøj, som kræver at vi indfører nogle grundprincipper for hvordan vi designer som illustreret i resursehierarkiet:

Resursehierarkiet viser hvordan vi skal holde produkterne og materialerne i toppen af hierarkiet så længe som muligt for at bevare mest mulig værdi. På den måde opnår både virksomheder og samfundet den bedste resurseudnyttelse, den bedste værdibevarelse og mindst mulig miljøpåvirkning. Når materialerne genanvendes, er det vigtigt med lukket genanvendelse, hvor kvalitet bevares og nedgradering undgås, for at sikre at vi ikke hele tiden skal tilføre jomfruelige materialer til kredsløbene for at få dem til at fungere.
Omstilling til cirkulær økonomi kræver omfattende ændringer i virksomhederne, i værdikæderne, i forretningsmodellerne og måden vi designer og forbruger produkter på. Til gengæld sikrer vi en konkurrenceevne for virksomhederne, en stabil og sund økonomi samt miljøskånsomme produkter i EU. Det udvidede producentansvar er ikke et mål – det er et værktøj i overgangen til en økonomi der gavner os alle og vores planet.
Læs mere om UPA og cirkulær økonomi for emballage i den nye Hvidbog. Find den i menuen til højre.
Læs mere om cirkulær økonomi i bogen: The Great Transition to a Green and Circular Economy, eller én af min andre bøger om emnet.


