Af Lærke Berth Ærenlund
Forsynings- og affaldssektoren står i en ny virkelighed, hvor geopolitiske spændinger, ressourceknaphed og stigende cybertrusler stiller markant højere krav til selskabernes robusthed og sikkerhed. Derfor har Center for Cirkulær Økonomi indledt et samarbejde med Susan Münster fra SUMUS. Med mange års erfaring fra forsyningssektoren deler Susan i denne artikel sine perspektiver på, hvad der kommer til at fylde i bestyrelseslokalerne fremadrettet.
Forsyning som kritisk infrastruktur
Forsyningssektoren er i en forudsætning for et velfungerende samfund. Adgang til rent drikkevand, stabil håndtering af affald og sikre materialestrømme er ikke længere kun driftsopgaver, men grundlæggende samfundskritiske funktioner.
”Rent drikkevand er en forudsætning for vores samfund. Når vi taler om forsyning i dag, taler vi om noget, der skal fungere hver eneste dag, uanset hvad der sker omkring os ude i den store verden,” siger Susan Münster.
Det betyder også, at beslutninger i forsyningsselskaberne i stigende grad får en bredere samfundsmæssig betydning, og dermed bliver et strategisk ansvar for bestyrelsen.
En ny virkelighed præget af sikkerhed
Med øget digitalisering følger også en øget sårbarhed. Forsyningsselskaber er i dag afhængige af digitale systemer, som både effektiviserer driften, men som samtidig åbner for nye risici:
”Cybersikkerhed er ikke længere kun et IT-spørgsmål, det er et ledelsesansvar. Hvis systemerne ikke fungerer, påvirker det direkte forsyningernes evne til at levere helt basale ydelser” siger Susan Münster.
Sikkerhed handler derfor både om fysisk infrastruktur, digitale systemer, beredskab og evnen til at håndtere uforudsete hændelser. For bestyrelserne betyder det, at cybersikkerhed og forsyningssikkerhed i stigende grad skal ses som en strategisk dagsorden.
Bestyrelsen skal sætte retning
I en mere kompleks og usikker verden bliver bestyrelsens rolle tydeligere. Det er bestyrelsens opgave at sætte retning, stille de rigtige krav og sikre, at organisationen er rustet til fremtiden.
”Bestyrelsen skal ikke detailstyre den daglige drift, men den skal stille de rigtige spørgsmål og sikre, at direktionen arbejder med de rigtige prioriteringer,” siger Susan Münster.
Det gælder både i forhold til grøn omstilling, forsyningssikkerhed og håndtering af nye samfundskritiske risici.
Fra risikostyring til værdiskabelse
Udviklingen peger på et skifte i, hvordan forsyningsselskaber arbejder strategisk. Hvor fokus tidligere har været på effektiv drift, bliver robusthed, langsigtede investeringer og værdiskabelse stadig vigtigere.
”Vi skal væk fra kun at tænke i kontrol og risici. Bestyrelsen har en vigtig rolle i at sikre grønne investeringer, der gør forsyningen og vores samfund mere robust på lang sigt,” siger Susan Münster.
Grøn omstilling og cirkulær økonomi er i den sammenhæng ikke kun et spørgsmål om compliance, men en måde at håndtere risici, styrke robusthed og skabe nye forretningsmuligheder.
Nye krav kræver nye kompetencer
Udviklingen stiller nye krav til kompetencerne i bestyrelseslokalet. Bestyrelser skal kunne træffe beslutninger om bæredygtighed og forsyningssikkerhed i en stadig mere kompleks virkelighed.
Center for Cirkulær Økonomi tilbyder ledelseskurset Grøn omstilling er nøglen til en fremtidssikret forsyning for bestyrelser i forsynings- og affaldssektoren, hvor Susan Münster er gæsteunderviser.
Kontakt os for at høre mere.
Faktaboks om Susan Münster
- Uddannet bygningsingeniør og selvstændig rådgiver i SUMUS
- +30 års ledererfaring og +20 års erfaring fra bestyrelsesarbejde
- Tidligere direktør for Danske Vandværker og Holbæk Forsyning
- Formand for Odsherred Forsynings vandselskaber
- Nyudnævnt næstformand i Envafors
- Erfaring fra organisationer med demokratisk ejerskab og tæt samspil med borgere og medlemmer





